Unge under 18 år

Der gælder en lang række særregler og bestemmelser, hvis unge under 18 år er beskæftiget på en virksomhed. Reglerne strækker sig over aldersbegrænsninger, arbejdstider, typer af arbejdsopgaver og tekniske hjælpemidler etc.

Her er beskrevet nogle af de vigtigste regler, når det gælder de unges arbejdsmiljø. Disse er ligeledes beskrevet i forbindelse med de enkelte maskiner og værktøjer i denne håndbog.
Unge under 18 år må generelt ikke arbejde med:

  • Farlige stoffer og materialer (faremærket) eller i rum, hvor disse produkter anvendes, og den unge kan påvirkes.
  • Løft af byrder, som overstiger 12 kg.
  • Skub og træk, som er sundhedsskadeligt for den unge.
  • Ensidigt belastende arbejde over længere perioder.
  • Farlige maskiner og tekniske hjælpemidler, fx skærende værktøj, motorkædesave, transportører, kraner og andre løfteredskaber, svejseudstyr, vibrationsbelastende håndværktøj, grave- og læssemaskiner.
  • Arbejde, som indebærer risici for ned- eller sammenstyrtninger.

APV
Hvis der er unge under 18 år, som er ansat i en virksomhed, skal de risici, de unge kan komme ud for i virksomheden, beskrives særskilt i virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV). Kravet om APV omfatter dog ikke familievirksomheder eller arbejde i arbejdsgiverens private husholdning.

Oplæring og instruktion
Arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge får en grundig oplæring og instruktion, så de kan udføre arbejdet fuldt forsvarligt. Den unge skal under arbejdet være under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år, og som har den fornødne indsigt i arbejdet.

Kontakt til forældre
Arbejdsgivere, der beskæftiger unge, der er under 15 år eller er undervisningspligtige, skal underrette den unges forældre eller værge om beskæftigelsen. Det vil sige oplysninger om bl.a. arbejdstidens længde, eventuelle ulykkes- og sygdomsfarer m.m.

Unge og elever i erhvervsuddannelse
Mange af de nævnte generelle forbud for unge gælder ikke for unge, som er fyldt 15 år, når arbejdet indgår som et nødvendigt led i en kompetencegivende erhvervsuddannelse. Dette omfatter typisk de traditionelle lærlingeuddannelser, samt elever der er i praktik under en erhvervsfaglig grunduddannelse (EGU elever). Eller hvis den unge har afsluttet sin erhvervsuddannelse, inden vedkommende fylder 18 år.

Uanset om den unge under 18 år er under uddannelse eller ej, er der stadig forbud mod beskæftigelse ved:

  • Arbejdsprocesser, hvor der er fare for eksplosion.
  • Arbejde, som indebærer håndtering af trykflasker.
  • Arbejde under høje lufttryk i fx trykkamre og ved dykkerarbejde.
  • Arbejde, der kan medføre kvælningsfare i ilt/oxygenfattig atmosfære.
  • Arbejde, hvor de unge udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller lang sigt er skadelige for deres sundhed eller udvikling, ligesom unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås. Det betyder, at:
    • Unge ikke må beskæftiges med arbejde, hvor tempoet bestemmes af en maskine.
    • Løft af tunge byrder normalt ikke må overstige 12 kg.
    • Den samlede belastning ved manuelt udført skub eller træk ikke må udgøre en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko.
    • Arbejde, der indebærer krav om kontinuerlig manuel håndtering, som er kraftbetonet eller er fysisk belastende, skal begrænses til korte perioder.